GEA Niro Gruppen i Danmark har fået en ordre på et komplet frysetørringsanlæg fra en af Brasiliens største kaffeproducenter Café Iguaçu. Hele projektet beløber sig til i nærheden af 16 mio. euro.

Ordren er på et frysetørringsanlæg af CONRAD™ 500-typen, der håndterer hele frysetørringsprocessen fra det koncentrerede kaffeekstrakt til den færdige pulverkaffe.

Ordren betyder, at virksomheden kan øge produktionen af frysetørret kaffe til 7.000 ton om året. Dette vil gøre det muligt for virksomheden at tilfredsstille et stigende globalt behov for instant coffee af høj kvalitet. Selvom Café Iguaçu øger deres frysetørringskapacitet, øger de ikke deres overordnede produktion betydeligt, da den vil stige til ca. 19.500 ton om året.

Café Iguaçu valgte blandt andet GEA Niro Gruppen som leverandør, fordi den brasilianske kaffeproducent tidligere har haft et godt samarbejde med det danske selskab.

”GEA Niro installerede sidste år et lignende system hos vores søsterselskab i Spanien, så vi vidste, at de kunne levere den optimale løsning for os,” udtaler Fabio Sato, der er planlægningschef hos Café Iguaçu.

GEA Niro har de seneste syv år leveret mere end ti frysetørringsanlæg til kaffeproducenter over hele verden.

Yderligere oplysninger:

Anders Wilhjelm, adm. direktør i GEA Niro Gruppen: +45 39 54 55 70
Henrik Bertelsen, marketingchef i GEA Niro Gruppen: +45 39 54 56 26

Læs interview med adm. direktør Anders Wilhjelm i Børsen fra den 22. januar 2008 (kræver adgang til Børsen Online arkiv).

For extended English version, please click here.

Om GEA Niro Gruppen
GEA Niro Gruppen udvikler, designer og markedsfører produktionsanlæg til mejeri-, bryggeri-, fødevare- og den kemiske industri. Med en omsætning på mere end 1 mia. euro og ca. 4.000 medarbejdere fordelt på datterselskaber i flere end 40 lande er GEA Niro Gruppen globalt førende inden for industrielle procesanlæg til de pågældende industrier. GEA Niro Gruppen har sit internationale hovedsæde i Søborg, hvor der er beskæftiget ca. 500 medarbejdere. Gruppen indgår som en selvstændig division (GEA Process Engineering) i GEA Group AG. GEA Group AG er en international maskinteknologigruppe med hovedsæde i Bochum, Tyskland. Gruppen beskæftiger mere end 19.500 medarbejdere og er børsnoteret på det tyske MDAX. GEA Group AG havde i 2007 en omsætning på ca. 5,2 mia. euro.